Vi søger frivillige til netværksgruppen Værket

Vi søger frivillige til netværksgruppen Værket

Har du lyst til at gøre en forskel og støtte mennesker, der føler sig ensomme? Vi søger engagerede frivillige til Netværksgruppen Værket, et frirum hvor ensomme mennesker kan mødes og finde fællesskab gennem socialt samvær og respekt for hinanden.

Som frivillig i Værket vil du deltage i gruppens møder hver mandag fra kl. 18.30-20.30 i Røde Kors’ lokaler i Slagelse. Her samles vi for at dele tanker, oplevelser og erfaringer med andre, der også kender til følelsen af ensomhed.

Din vigtigste opgave består i – sammen med den anden frivillige – at skabe en stemning, der emmer af tillid og tryghed, så deltagerne føler sig tilpas trygge til at åbne op og dele deres tanker. Du skal derfor være god til at lytte, kunne udvise empati og være interesseret i at støtte og hjælpe gruppens deltagere. Du behøver ingen relevant faglig uddannelse, men vi forventer, at du har en god portion livserfaring, en positiv tilgang til livet og kan møde dit medmenneske med tolerance, tålmodighed og i øjenhøjde.

Du skal være med til at lede gruppen og sørge for, at deltagerne ”holder snuden i sporet”. Det gør vi blandt andet ved at lancere små øvelser, der kan udfordre deltagerne på den gode måde og ved at hjælpe med at holde fokus på et givent emne. Du skal også bidrage til den praktiske del omkring møderne (kaffe/te, borddækning/oprydning m.v.).

Du får støtte og sparring til opgaven af aktivitetslederen, bliver inviteret med til relevante kurser og temadage i Røde Kors, og du vil indgå i et netværk med andre frivillige, hvor vi udveksler erfaringer, støtter og hjælper hinanden.

Vil du høre mere? Så kontakt aktivitetslederen Susanne Hannecke-Jensen på mail sushan@rodekors.dk.