Røde Kors Slagelse søger ny frivillig formand

Røde Kors Slagelse søger ny frivillig formand

Vi leder efter den helt rigtige person til at overtage formandsposten i 2023. Er det dig?

Er du god til ledelse og samarbejde, og er du tilmed både ansvarlig, nysgerrig og rummelig med naturlig troværdighed? Og vil du være med til at gøre en kæmpe forskel for sårbare mennesker og samtidig få indflydelse på, hvordan Røde Kors skal arbejde i Slagelse og omegn? Vi leder efter en formand med et godt lokalkendskab, som sammen med resten af den frivillige bestyrelse kan stå i spidsen for vores lokale hjælpearbejde. Tidsmæssigt vil opgaven tage ca. 15 timer om ugen.

Røde Kors Slagelse er en veldrevet Røde Kors afdeling med en variation af aktiviteter og mange glade frivillige. Vi driver genbrugsbutikker i Korsør og Slagelse og har bl.a. familie- og integrationsaktiviteter, netværksgrupper for ensomme og psykisk sårbare, sorggrupper, besøgstjeneste, førstehjælp, samaritter, patientstøtter, nørklere og mange andre aktiviteter. Vi har god trivsel og godt fællesskab, men vi mangler dig, som vil sidde for bordenden og være vores ansigt udadtil i samarbejde med kommune, frivillige, m.fl.

Vi higer og søger efter en formand, som:
• Er god til at uddelegere opgaver, formidle kontakt og inddrage andre i arbejdet;
• Har erfaring med ledelse;
• Har et godt overblik og erfaring indenfor administrativt arbejde;
• Kan sikre god intern kommunikation til både bestyrelse, aktivitetsledere, andre frivillige og generelt understøtte et godt frivilligt miljø i afdelingen;
• Er initiativrig, udviklingsorienteret og nytænkende;
• Er åben, udadvendt, netværksorienteret, og er villig til at tage ansvar for eventuelle konflikter og løse dem;
• Kan sikre ekstern kommunikation og synliggøre afdelingens arbejde ift. lokale samarbejdspartnere og støtter.

Vores nye formand skal formelt vælges på afdelingens generalforsamling i februar 2023 og skal være medlem af Røde Kors.

Vil du vide mere, skal du være velkommen til at kontakte kasserer Lillian Nielsen på mail lilliannielsen@vemmelev.net eller tlf. 24 64 30 23.

Vi glæder os til at høre fra dig.