Samarittere

Røde Kors samaritterne i Slagelse

Røde Kors Slagelse råder over en samariterafdeling, som uddanner samaritter til vagttjeneste. Afdelingen bemander vagter ved f.eks. store sportsstævner og koncerter. Har du brug for at rekvirere en samaritervagt, så send en e-mail til vk-slagelse@rodekors.dk.

Hvad er en samarit?
En samarit er en person, der er specielt uddannet i
førstehjælp, og som udfører frivilligt, ulønnet arbejde for
Røde Kors.
Du har sikkert set os til arrangementer i lokalområdet, for
vi er jo lette at kende på vore røde og gule arbejdsdragter.

Hvad laver vi?
Vi deltager som samaritter på rigtig mange større og mindre
arrangementer som f.eks. motocross løb, idrætsstævner, motionsløb,
festivaler og byfester.
Når vi er på vagt, er vores primære opgave at hjælpe tilskadekomne
deltagere og tilskuere med at standse og forbinde blødninger,
yde akut førstehjælp til livstruende sygdomme og ulykker,
og rense mindre sår og sætte plaster på.

 

Hvorfor er vi på disse vagter?
Næsten alle foreninger, der afholder koncerter og lignende, ansætter vagtfirmaer til at udføre kontrol ved indgangen og holde øje med, at der ikke opstår uro og slagsmål. Stadig flere foreninger og klubber har indset, at hvis der sker ulykker, eller hvis folk kommer til skade på anden vis, er det langt fra alle, der har den rigtige uddannelse og det rette udstyr til at kunne yde den fornødne hjælp.
Derfor beder man os om at oprette en samaritervagt.

Hvorfor gør vi det?
Vi er alle samaritter af forskellige grunde, men vi har dog det tilfælles, at vi godt kan lide at hjælpe andre mennesker, og vi ved, at den bedste måde at huske sin førstehjælp på, er ved at bruge den.
Samtidig har vi et godt kammeratskab, og vi får på den måde et godt og solidt netværk.

Hvad kræver det at blive samarit?
En samarit skal påregne at bruge 3 timer den sidste tirsdag i hver måned (undtagen juli og december) på mødeaftener med uddannelse og vedligeholdelse af uddannelsen. Derudover skal man regne med at bruge 1 - 2 weekender om året på kurser og øvelser.
Som samarit skal man også stå til rådighed for at udføre vagttjeneste i et rimeligt omfang. Lige nu satser vi på, at alle samaritter tager mindst 35 timers vagttjeneste, fordelt på forskellige vagttyper året igennem.
For at vi til stadighed kan sikre en høj standard, skal vi alle til repetition og kontrolprøve hvert andet år.

 

Hvordan bliver jeg samarit? Alle kan blive samarit, blot man har interessen og lysten til det. Hvis du vil vide mere om det at blive og være samarit, kan du ringe til en af kontaktpersonerne (se nedenfor). Du kan evt. aftale at komme til et par af vore møder for at se, om det er noget for dig. Når du starter på at uddanne dig til samarit, skal du allerførst gennemgå et kursus i udvidet førstehjælp på 12 timer. Hvis du allerede har et kursus, må det højst være 3 år gammelt. Du er nu "aspirant" og kan tage med på vagter som "føl". Næste trin er "Team samarit kursus" på 51 timer. Når du har bestået prøven, så er du samarit - nemt ik' ? Når du nu er uddannet samarit, har du mulighed for at supplere din uddannelse til f.eks. teamleder, vagtleder, regionsinstruktør, aktivitetsleder, vagtkoordinator, sminkør osv.

Hvis du ikke bliver samarit - tja, det dør du ikke af..... Men - det kan være, der er andre, der gør!

Kontakt Samaritterne i Slagelse på telefon eller mail:

Vagtkoordinator
Bent Gøttrup
Tlf.: 20 72 73 76
Mail: vk-slagelse@rodekors.dk