Besøgstjenesten

Røde Kors besøgstjeneste.

Hvad er en besøgstjeneste?
Besøgstjenesten har til formål at bryde ensomheden for mennesker, der er alene - unge som ældre - for ensomhed har ingen alder.
Besøgsmodtagere kan være af dansk eller anden etnisk oprindelse, der føler lyst og behov for samvær med andre mennesker.

Hvem kan få besøg?
Både unge og ældre, der føler sig isolerede og ensomme, kan få en besøgsven. Længes du efter en at tale med, er det en god idé at kontakte aktivitetsleder Birgit Winkel for at få en besøgsven. Efter en samtale med Birgit vil hun finde en besøgsven, som matcher dig.
Du kan måske opleve lidt ventetid, før du får en besøgsven, da alle vore besøgsvenner er frivillige og arbejder gratis.

Hvad sker der, når besøgsvennen kommer på besøg?
Du og din besøgsven aftaler selv, hvad der skal ske i de 1-2 timer, du har besøg. Det er din fysiske og psykiske tilstand, der afgør, hvordan jeres møder forløber.

Nogle ønsker at drikke en kop kaffe eller te og tale om løst og fast. Andre vil gerne gå en tur, få læst avisen højt, spille kort eller lignende. Det aftaler I selv.
Husk, at en besøgsven er ikke en ekstra hjemmehjælp eller plejepersonale, og ej heller en erstatning for familie eller vennekreds.

Hvem kan blive besøgsven?
Besøgsvenner kan enten være af dansk eller anden etnisk oprindelse, og de skal have tid og personligt overskud til en gang om ugen at besøge og hygge sig med deres besøgsmodtager.
Besøgsvennen arbejder frivilligt og får ikke løn for sine besøg. Du skal være stabil, kunne lytte og vise interesse, da dine besøg ofte er ugens højdepunkt for din besøgsmodtager.

Hvem skal jeg henvende mig til?
Birgit Winkel er aktivitetsleder for Besøgstjenesten i Røde Kors i Slagelse.

Du kan henvende dig til hende, hvis du ønsker en besøgsven eller vil være besøgsven. 

Kontakt Aktivitetsleder
Birgit Winkel

Tlf.  23 92 87 03
Mail:  birgitwinkel49@gmail.com