Mød Ingelizza, frivillig hos Røde Kors Slagelse

Mød Ingelizza, frivillig hos Røde Kors Slagelse

Ingelizza på 75 svinger både kødgryder og indsamlingsbøsse som frivillig hos os, og så hjælper hun sårbare med en hyggelig snak og en snack i en særlig café for ensomme. Siden hun gik på pension som 69-årig, har hun været i fuld gang med alt muligt meningsfyldt. «Jeg bliver simpelthen så glad ved at få de der smil og ‘tak skal du have’ og ‘hvor er det sødt af dig’,» forklarer Ingelizza og fortsætter. «Jeg har det rigtig godt med at kunne sige, at jeg er med i Røde Kors. Det betyder også meget for mig at være med i det fællesskab, vi har. Vi har så fin en ånd sammen, og jeg har mødt nogle rigtig søde kolleger.»

At samle ind er også at give
«Når jeg samler ind, prøver jeg også at give lidt tilbage. For tænk, hvis man kan give andre en lidt bedre dag med en lille snak. Ja, tænk, hvis nogen kunne tænke, ‘nej det var da rart, at jeg mødte det menneske’. Hvis jeg får øje på en blomst eller et gammelt møbel i døråbningen, så kan jeg sige ‘nej, hvor er det et smukt møbel det der, det er da bedårende’. Og hvis det er en mand, der åbner, kan jeg godt finde på at sige ‘aj hvor er det dog en flot skjorte, du har på,’ eller hvis det er en pige, ‘hvor er det dog nogle spændende briller, du har på’.»

Kage og kold kartoffelsalat
«I dag har jeg lavet kold kartoffelsalat til 35 mennesker i caféen, hvor ensomme kan komme og få en snak og en kop kaffe eller en toast eller et stykke kage. Det er alle slags mennesker, der kommer, det er godt besøgt, og det betyder utroligt meget for dem. Jeg laver også mad eller smørrebrød sammen med de 6 andre ’værtinder’, som vi kalder det i Røde Kors her i Slagelse. Vi træder til, når der er events og arrangementer, og de har brug for nogen, der hjælper.»

Jeg kan da godt blive træt
«Jeg er 75, og jeg kan da godt blive drønhamrende træt, men jeg har faktisk rigtig god energi. Og det er jo et held, at jeg kan klare alt det, og det skønner jeg virkelig også på. For det Røde Kors kan give os mennesker – og ikke kun os danskere og dem, der kommer til Danmark, men også mennesker i nød i hele verden, det er jo utrolig vigtigt. Og der er vi jo nogen stykker, der må yde lidt, for at det kan blive til gode ting til folk, der har brug for det, og kan få stor glæde og gavn af det,» slutter Ingelizza.