Hjælpenetværket i Coronakrisen
D. 27. februar blev det en realitet. Det første tilfælde af COVID-19 blev konstateret i Danmark, og den har nu spredt sig til hele landet.
Det er især ældre, kronisk syge eller andre med svækket immunforsvar, der er særligt sårbare over for virussen. For dem kan COVID-19 være ekstra livstruende.
Det betyder, at der er mange danskere, der lige nu sidder isoleret i deres hjem, fordi de er mere udsatte end andre. Og det betyder også, at de ikke selv kan klare daglige gøremål som at handle ind, hente medicin eller gå en tur med hunden. Mange af dem har et netværk, som de kan trække på, men der sidder også en stor del, som har brug for hjælp udefra. Enten fordi de ikke har netværket, der kan træde til, eller fordi de ikke har lyst til at ligge deres familie eller venner til last.
Vi har etableret Hjælpenetværket for at imødekomme de behov. Her tilbyder vi igennem fantastiske frivillige hverdagshjælp til danskere, der er syge, sårbare eller er i (selvvalgt) karantæne på grund af coronavirussen.
Allerede nu har over 14.000 danskere fordelt over hele landet meldt sig som frivillige, og vi matcher på livet løs, så udsatte danskere kan få den hjælp, de behøver for at klare dagligdagen.
Har du brug for hjælp?
Ved at ringe ind på telefonnummer 3529 9660 matcher vi dem, der har brug for en hjælpende hånd med frivillige, som har en hjælpende hånd at give af. Den frivillige tager sig så af de gøremål, som skal ordnes. Eksempelvis ved at gå en tur med hunden, hente en pakke på posthuset eller købe dagligvarer, så den udsatte ikke behøver at forlade sit hjem.
Vores frivillige følger Sundhedsstyrelsen retningslinjer, og de har dermed ikke fysisk kontakt, de holder minimum to meters afstand, og de berører ikke genstande uden værnemidler (for eksempel handsker).
Bliv frivillig i hjælpenetværket her